Trænerjobbet på U17-plan i Jyllands nordligste divisionsklub kræver så store og stigende ugentlige ressourcer (flere spillere og flere hold), så jeg helt lavpraktisk døjer med at finde den ønskede tid til at nørde og kommunikere omkring Street Possession-projektet i den grad jeg jo brændende ønsker mig. Manglen på timer i døgnet kan imidlertid løses effektivt ved, at jeg fra nu af blander dagligdagen og Street Possession-refleksionen i samme kommunikationstråd – uden ligefrem at misbruge mit daglige miljø og min aktuelle trup dog 🙂 Det giver på mange måder god mening, da det er dagligdagen inden for kridtstregerne, der udfolder og udvikler Street Possession-tankegangen…
Bogen ”STREET POSSESSION – Bæredygtig fodbold på dansk” er skrevet med udgangspunkt i erfaringerne fra breddeplan med en fantastisk gruppe drenge i Team Østvendsyssel (Dronninglund/Hjallerup/Asaa). Metodikken anvendt i Team Ø (træningsprincipperne, coaching-principperne og værdisættet) har nu været anvendt, gradbøjet, truptilpasset og videreudviklet løbende gennem et år med en lige så fantastisk ”breddebaseret elitetrup” (selvopfundet begreb 😊) i Hjørring IF, hvor spillernes gennemsnitlige tilgang til fodbolden er mere træningsmæssigt og forudsætningsmæssigt dedikeret hele vejen rundt, end den umiddelbart er i en gennemsnitlig breddeklub.
Dette spring i referencerammen, som nogle vil opfatte det som (det gør jeg ikke selv), har på den ene side været en stor bekræftelse på at “boys will be boys” (og noget tilsvarende for det modsatte køn) – underforstået at hemmelighederne i gunstig, inspirerende tilgang til daglig træning og coaching er fuldstændig de samme i og omkring det mange definerer som enten ”bredde” eller ”elite”. Der vil altid være nuancer i hvordan man kan og bør tackle forskellige udvalgte fokus- og indsatsområder i den ene og den anden trup, men de forskelle har mere med spillermix, kompetencesæt og mentalitet at gøre, end med kategorisering i bredde og elite, hvis man spørger mine efterhånden mangeartede erfaringer.
Principielt har det første års tid i Hjørring IF, sammen med masser af kompetente kolleger og fodboldnørder, som er mindst lige så optaget af fodboldspillets hemmeligheder som jeg selv, givet konstante input til udfordring, udbygning og nuancering af min egen tilgang. Derfor tror jeg også, at den videre spredning og behandling af budskaber hviler bedst i en kontekst, hvor hverdagen og hverdagens løbende udvikling afspejles og sættes på dagsordenen i konkret Street Possession-sammenhæng. Endelig passer den vinkel meget godt sammen med hele mit tankesæt omkring fodbolden som en dynamisk relationel mekanisme (hvis den er sund og udviklende) – og ikke som noget, hvor jeg eller andre kan definere nogen som helst endegyldig sandhed.
INTRO AF DEN ”NYE” TESTTRUP I STREET POSSESSION-SAMMENHÆNG
Som nævnt ønsker jeg ikke at misbruge min daglige trup og alle de personlige detaljer og nuancer, som naturligvis er en meget væsentlig del af det at arbejde med individuelle spillere og helheden i og omkring en trup. Derfor bliver introduktionen og den løbende refleksion omkring vores gøren og laden holdt på et overordnet og generelt plan – og uden navns nævnelse eller noget der ligner.
En første introduktion bør naturligt gå på, at skabe overblik over perspektiv og udvikling gennem de første 12-14 måneder efter Street Possession-tilgangen. Denne introduktion kan ikke tegnes fyldestgørende op uden først at give et kort indblik i hvor Hjørring IF befinder sig i licenslandskabet – og hvad klubbens status konkret betyder i forhold til licensgenereret trafik af spillere væk fra klubben.
Hjørring IF har indtil videre kun en enkelt stjerne i det nye DBU-system, hvilket konkret betyder, at vi ikke har licens til at spille hverken Divisions- eller Liga-fodbold i de ældre årgange. Det betyder, både historisk og aktuelt, at Hjørring IF må acceptere, at de af vores spillere som klubber med højere licensstatus finder interessante ofte takker JA til andre klubtilbud, når de får forelagt eller selv opsøger diverse scenarier med ”finere papirer og adresser”, som Hjørring IF ikke nu og her kan matche. Det er dermed umiddelbart det samme som en oven fra udstedt garanti for, at Hjørring IF ikke kommer til at løfte sig til nye niveauer på ungdomsplan så længe systemet definerer rammer med de nuværende begrænsninger – uanset om man mener, at det er sådan det bør være eller ej.
Helt konkret er hele 7 faste førsteholdsemner i årgang 2003 forsvundet fra truppen siden jeg sagde JA TAK til at overtage trænerhvervet i årgangen sidst på foråret 2018. Det er immervæk en åreladning inden for en enkelt konkret årgang, som de fleste umiddelbart kan få øje på med bind for øjnene. Heldigvis er nye spillere, primært fra lokalområde Vendsyssel, Hjørring og Aalborg, søgt til og har udfyldt de tomme pladser i truppen – og lidt til. Vi er således ikke blevet færre, tvært imod. Men logikken foreskriver naturligvis, at vi skal starte et skridt bagfra på udviklingsstigen, hver gang en større klub har været på ”indkøb” på den ene eller den anden måde.
På den baggrund er selv jeg, med mine alternative og ofte modsatrettede trosretninger og tilgange, temmelig chokeret over, hvordan det faktisk går med udviklingskurven for de tilbageværende spillere og vores turneringshold, hvor mange ”marginale førsteholdsspillere” og spillere fra andetholdet ”i går” pr. i dag er stampillere på førsteholdet.
Vi startede som et notorisk bundhold i Liga 1 pr. efterår 2018 (min første halvsæson på broen). Her undgik vi med nød og næppe nedrykning til U16 Liga 2 med sejr og feberredning i allersidste turneringskamp – og spillede i det hele taget ufærdig og uforløst fodbold – selv om grundkompetencerne til mere klart var til stede. Spillerne var for manges vedkommende alt for små til at gøre sig gældende for alvor i Liga 1 – det var i hvert fald den umiddelbare opfattelse hos mange iagttagere. Redningen af Liga 1-status lykkedes i virkeligheden kun fordi vi konstruerede midlertidige løsninger i visse dele af spillet i de afsluttende kampe, som kunne bære tilstrækkeligt til at “redde” os før deadline – et kompromis, som jeg noget modvilligt og delvis selvmodsigende tyede til i de sidste kampe for ikke at stå med uhensigtsmæssig turnerings-matching fra foråret 2019. Vi lærte dog også lidt af at give køb på noget og skærpe lidt på noget andet, så det var ikke kun med minusfortegn på læringen.
I foråret 2019 var der så begyndende men også tydelig fremdrift på udtrykket og vi endte med en placering lige over midten i U16 Liga 1-tabellen – med en gameplan som lå nærmere det endelige mål, end den vi forfulgte i startfaserne. Vi var reelt kun ude af spillet om pointene i en eneste turneringskamp i foråret – nemlig den sidste mod OB´s dengang kommende U17 Liga-hold, som så omvendt nok var den forårskamp vi lærte klart mest af. Nederlag er reelt den største gave i visse læringsfaser, hvis man tager nederlagene til sig med henblik på ny læring. Ikke mindst lærte vi (spillerne) meget omkring nødvendigheden og effekten af defensiv disciplin og sammenhæng – og omkring den enorme betydning af parathed og tempo i omstillingen fra boldbesiddelse til defensiv og omvendt.
Efter sidste forårskamp måtte vi vinke farvel til de sidste af de 7 videreformidlede spillere (3 stk.). Vi var omvendt (og heldigvis) begunstiget af, at bredden i truppen var gradvis styrket – og af, at den massive skoling omkring de relationelle boldbesiddende principper tydeligvis var på vej til at sætte sig fast i spillernes individuelle og indbyrdes automatismer for alvor. Måske kan man ane den tankevækkende tendens, at de spillere der umiddelbart ”kommer bagfra” måske er lidt hurtigere på paratheden i forhold til at lære nye gunstige spilprincipper, end dem der altid har kunnet klare sig og være blandt de bedste i gængs dansk duelstil – som så også er det de større klubber ofte scouter efter. Med denne lidt eftertænksomme vurdering, kunne jeg måske ret tidligt ane, at førsteholdet ikke nødvendigvis ville blive ringere stillet med afgangene, end det var i foråret…
Primær fokus fra sommertræningen og frem har været bygget ud fra den afsluttende OB-kamp i foråret, hvor vi defensivt så meget utilstrækkelige ud (vi tabte 2-7). Konkret har det været lagt på at få tilføjet og indarbejdet et mere helstøbt defensivt koncept – og samtidig passe det forståeligt og omsætteligt sammen med det relationelle koncept, som vi har fået bygget omkring boldbesiddelsen. Den nye defensive gameplan anvendt i sommeropstarten og i de første tre turneringskampe i efteråret fandt vi relativt hurtigt frem til – bl.a. via Dana Cup og en øjenåbnende chokbehandling mod klubbens eget U19 Liga 1, som igen bekræftede og understregede vores relationelle svagheder i defensiven for spillerne selv. Efter en haltende start i de allerførste 20-25 spilleminutter i første turneringskamp pr. 11. august, har det hurtigt vist sig, at ”det nye” Hjørring-hold har taget et markant og meget pludseligt kvantespring til et nyt og hidtil uset niveau – hvilket jo altså er sket på trods af den voldsomme trafik ”ud af huset” til adresser med større licensstatus.
Trods min overbeviste tro på en anderledes spilbaseret, inspirerende og værdibaseret trænings- og coaching-tilgang end den gængse, er jeg, som nævnt, temmelig chokeret over, hvor meget drengene faktisk har løftet sig – og hvor mange vi reelt har i spil til førsteholdet trods den massive afgang af profiler. Direkte adspurgt vil jeg ikke kunne udpege 100% konkret, hvad de største og mest effektfulde virkemidler helt præcis har været. Men fakta er, at vores træningsmodeller kredser rigtig meget omkring den samme kernesubstans (forskellige rondo-konstruktioner med genkendelighed og masser af individuelle udfoldelsesmuligheder, som hele tiden kalder og stimulerer på relationel forståelse). Denne substans, som er en ”spilsubstans”, har så blot været disponeret, udbygget og varieret med forskellige udvalgte fokusområder på forskellige tidspunkter, således vi når hele detalje-paletten rundt på vores helt egen live-baserede måde.
Fakta er ligeledes, at spillere konstant søger til – og at opbakningen til træningsmiljøet i det daglige har nået så store antal, så vi har oparbejdet massive ressourceproblemer i forhold til at coache så dybdegående, som vi gerne vil. Det sidste arbejder vi naturligvis på at løse med flere trænere, men substansen i træningen lider egentlig ikke i den grad, som den umiddelbart burde – fordi så meget gradvist er lagt over på spillernes naturlige drift, fodboldlyst og ansvar, så helheden og intensiteten ikke vælter bare fordi der ikke lige er øjne på det den enkelte laver i hvert eneste sekund. Spillerne udgør, om jeg så må sige, selv en væsentlig del af brændstoffet og lederskabet – og øvelserne går (også) meget på, at de hele tiden udvikler på evnen til at ”tænke” fodbold selv og dermed automatisk ”pusher” egne forbedringsområder – blot efter et fælles relationelt tankesæt, som de for manges vedkommende efterhånden mestrer lige så godt som den aldrende træner.
Et første hovedbudskab i forhold til den anderledes (økologiske) tilgang er nok, at vi har koncentreret os om ét hovedområde ad gangen – og dermed ikke har krævet mere af den hormonangrebne teenagehjerne, end den biologisk kan opfange og følge med i. Mange trænere følger en stringent forhåndsplanlagt årskalender, der sikrer dem en tryghed ved, at de kommer igennem ”det hele”. Ikke et ondt ord om det, og jeg kan sagtens følge logikken. Men jeg er ikke ubetinget tilhænger – selv om det helt sikkert også flytter mangt og meget for mange spillere, så længe de evner at fastholde motivationen. Det sidste er den usynlige udfordring, som rigtig, rigtig mange miljøer i små og store klubber støder ind i – oftest uden nogensinde helt at forstå, hvad det er der sker, når miljøet krakelerer og spillernes engagement og tilslutning når en alt for tidlig udløbsdato…
Jeg tror mere på dels at observere og skærpe sig på trænings- og coaching-behov nu og her på både individuelt og kollektivt plan – og dels på at lade hvert hovedområde tage den tid det nu tager, indtil substansen synligt sidder fast på rygraden og i spillerens eget fast forankrede mindset. Dermed ikke bare som et af mange input, som ombygningshjernerne skal kæmpe med at holde styr på mellem alle de andre.
Det er i denne sammenhæng vigtigt, at man får timet skiftet til næste primære fokusområde rigtigt, hvilket vil være ca. når man føler at de relationelle og rationelle automatismer på det forrige begynder at udfolde sig i fri drift i kombination med det særlige en spiller måtte have af kompetencer. Helt basalt og grundlæggende tror jeg på, at denne metodik giver plads til at teenageren kan følge med på rejsen og fanger inspirationen og ”næringen i læringen” på rejsen. På den forhåndsdefinerede vej tror jeg til gengæld, at der meget let og hurtigt opstår tilstande præget af ”metaltræthed” og manglende inspiration og motivation – selv for de oprindeligt mest ambitiøse og dem, vi opfatter som ”talentfulde spillere”. Sådanne tilstande er gift for tilslutningen, både i form af antallet på registrerede aktive medlemmer og i engageret fremmøde til træning – og derfor bliver det hurtigt en usynlig glidebane, som man ikke helt kan aflure årsagerne til. Det sidste kan man først, når man bryder ud af det vedtagne paradigme og kigger fodbold med helt andre briller…
Under alle omstændigheder er jeg stolt og chokeret over, hvad Hjørring IF´s U17´ere pludselig udfolder på banen – nu hvor vi har været rundt om alle de grundlæggende hovedområder i fodboldspillet i behovstilpassede perioder henover de første 14 måneder i samme osteklokke. Jeg er ikke som sådan overrasket over, at det virker positivt jo – ellers ville jeg ikke have lagt mine trosretninger ud i bogform. Men jeg er helt vildt overrasket over graden af effekt blandt de her HI-drenge, når man medregner virkningen af de bortrejste profiler som licensbegrænsningen pr. automatik vil påføre en klub som vores – og når man tager et helt konkret kig på truppen og konstaterer, at rigtig mange spillere fortsat er ekstremt små i forhold til den gennemsnitlige modstander.
Hvor vidt den fornemme start på efteråret bliver fulgt op af en endelig topplacering i Liga 1 eller ej vides naturligvis ikke. Vi bliver ikke indbildske, for det kan man ikke bruge til noget som helst positivt. Slutplaceringen er og bliver aldrig det afgørende. Der kommer helt sikkert udfordringer og nye ting på to-do-listen allerede i næste kamp, som i øvrigt er en vaskeægte topkamp mod VSK Århus, som også er startet virkelig stærkt. Det afgørende for os er, at vi spiller noget ”fed” fodbold, at vi løbende bliver flere og ikke færre i miljøet, at vores spillere bygger stærke relationer og har ild i øjnene, og at de synligt udvikler sig individuelt og i holdsammenhæng.
DE VÆSENTLIGSTE POINTER M.M….
Bundlinjen er således, at tingene flytter sig gennem de spillere der er i truppen og det de hver især rummer – i modsætning til at den flytter sig via konstant rekruttering eller sortering/selektering i ”dur” og ”dur ikke” inden for truppen fra min og klubbens side. Bundlinjen er, ikke mindst, at trivsel, læring og motivation er det eneste vi i virkeligheden måler på og interesserer os indgående for. Men det ER ikke desto mindre interessant for forståelsen i de mere elitært tænkende hoveder, at resultaterne åbenlyst følger med i slipstrømmen – både hvad angår førstehold og øvrige hold. Nogle tror jo på, at resultater aldrig lyver – og i Hjørring må jeg bare igen sige, at de aktuelle resultater og substansen bag dem faktisk overgår selv vores egne vildeste fantasier – eftersom vi i årgang 20003 netop ikke driver dagligdagen stringent efter den udstukne talent- og elitemanual, men pakker fagligheden ind i økologisk emballage og slet og ret spiller masser af fodbold fyldt med læring og næring…!!
Opfølgningen på denne grundige introduktion af den kommunikative rationalisering og samkøring med dagligdagen på trænings- og kampbane vil få karakter af et nærmere og mere specifikt kig på substansen i de hovedområder vi har kigget og kigger på løbende i Hjørring IF årgang 2003 – og den prioriterede rækkefølge i dem. Jeg håber, at det kan give inspiration og refleksion på alle parametre rundt omkring i det ganske fodboldland, hvor jeg ved, at der findes klubber og lokale projekter rundt omkring, som kigger i ca. samme retning – og også gør det med succes på både tilslutning, trivsel og resultater.
Helt konkret har vi brug for at forholde os til en helt konkret vildfarelse, som rigtig mange i FodboldDanmark går rundt i:
”Elite” er ikke et label man kan sortere og kræve sig til, som FodboldDanmark har forsøgt at gøre igennem alt for mange år på forskellig vis – og stadig gør mange steder! Elite er derimod et uendelig sårbart og ydmygt label, som kun får liv og berettigelse, hvis bredden er holdt i frugtbar og velkultiveret jord som det absolut første og vigtigste!
I virkeligheden burde man nok afskaffe og bandlyse brugen af ”elite-etiketten”, da den bliver misforstået og misfortolket på både klub-, træner-, spiller- og forældreniveau som en trøstesut dyppet i sukker fra uendelig tidlig alder. Den bliver derfor i sig selv stærkt begrænsende for det fodbolden i Danmark relativt nemt kunne udvikles til!?
Må vi blive mange flere, der forstår dette helt til bunds – og dermed får løftet fodboldspillet, og alle de værdier, der er i det, til helt nye niveauer af tilslutning, trivsel og kvalitet…
GO, GO, GO!!
/Henrik Mølbjerg