Efter en monstertravl og spændende forårssæson sammen med en flok passionerede og vidt forskellige fodbolddrenge har jeg nu haft 2-3 uger til at gå og hyggeevaluere på, hvad vi egentlig er lykkedes med gennem det første år sammen på den ene side, og hvad vi fortsat mangler at lykkes med på den anden (de næste udviklingstrin). Herunder hører refleksioner omkring hver enkelt spillers status på rejsen mod fuld forløsning af netop hans talent og potentiale. Det er selvfølgelig en delvis subjektiv ligning med mange halvt og helt ubekendte – og derfor også en proces der kræver konstant nysgerrighed og søgning efter de rette virkemidler.
Grundet trænerjobbet har jeg forsømt blog-indlæggene i forårets højsæson, men her følger en grundigere opdatering og nyrefleksion på status i “Street Possession-land”. Jeg håber, at den sætter gang i lidt idégenerering – eller måske lidt modspil fra engagerede sider 😊
SOMMERREFLEKSION:
Mens jeg skrev hovedparten af bogen ”Street Possession – Bæredygtig fodbold på dansk” var jeg beskæftiget i en decideret breddeklub. Det seneste år med en elitetrup i en større klub med licens kunne derfor have lært mig ”noget andet” om, hvor man skal finde og skabe motivation og inspiration i en fodboldtrup. Spillermixet er anderledes, der er andre og flere forældre omkring miljøet, klubben har en anden og mere ambitiøs profil osv. Men i bund og grund har jeg konstateret, at opskriften på at skabe et miljø med tilvækst i stedet for frafald på alle parametre består af nøjagtig de samme råvarer – uanset om spillerne har et elitelabel eller et breddelabel i panden. Doseringen på enkelte råvarer skal nødvendigvis blot tilpasset en lille anelse efter tilgangen – hvilket er en integreret del af hele trænings- og spilfilosofien.
Til en start har jeg funderet lidt over hvad begrebet “talent” (og elite) egentlig dækker over – eller måske snarere burde dække over. Mange kloge hoveder har gennem tiderne kundgjort, at et stort talent ikke rækker – og at det er måden man plejer og forvalter sit talent på, der afgør, hvad man får ud af det undervejs. Dette bekræftes af mere eller mindre al tilgængelig historie – og det er naturligvis en eviggyldig sandhed, der holder 100%.
I min nuværende klub har man en eliteafdeling og en breddeafdeling i hvert sit setup. Kigger man analyserende på hver enkelt spiller i den ene og den anden afdeling, så vil man hurtigt konstatere, at udvalgte spillere i breddeafdelingen formentlig ville kunne præstere med større effekt på eliteafdelingens turneringshold end enkelte af de spillere, der faktisk befinder sig i eliteafdelingen. Det kan umiddelbart synes som noget slemt fodboldfagligt rod, men det er det langt fra i mine øjne. Jeg synes, helt logisk, at man selvfølgelig bør være i det miljø, der bedst imødekommer ens faktiske personlige tilgang (hvis man ellers helt grundlæggende kan opføre sig ordentligt, selvfølgelig). Er man meget talentfuld, men uden egentlig lyst og dedikation til at forfølge en mere målrettet tilgang, så hører man naturligt hjemme i breddetruppen, hvor passionen ofte er meget anderledes og mindre forpligtende disponeret – uanset hvor ærgerligt isolerede fodboldøjne måtte opfatte det. Er man omvendt en anelse mindre talentfuld, eller bare mindre effektfuld nu og her, men en, isoleret set, fornuftigt skolet fodboldspiller, som er fuldt dedikeret omkring sin træningsiver og læringslyst, så vil målrettet træning med garanti bringe udvikling over tid – og så hører man, i mine øjne, naturligt hjemme i et målrettet miljø, hvor ens egen dedikation bliver mødt af den rette mængde opmærksomhed og stimulering. Det er vigtigt at huske på, at kategoriseringen af en spiller som hørende hjemme i det ene eller andet er dynamisk og meget vel kan ændre sig over tid. Der findes masser af eksempler på, at den seriøse dedikation indfinder sig meget sent – typisk parallelt med spillerens modning som voksent og realistisk, forudsætningsbevidst menneske.
Dele af denne, for mig naturlige, differentiering på tilgang frem for effekt her og nu, falder helt automatisk på plads i langt de fleste tilfælde og i de fleste miljøer, tænker jeg. Men, når kæden alligevel hopper helt eller delvis af mange steder i et vildt frafaldsplaget FodboldDanmark, så er jeg overbevist om, at det har rigtig meget at gøre med manglende forståelse og respekt for hver enkelte spillers biologiske ur – heri både det fysiske og mentale tandhjul. Vi iagttager og respekterer i al for ringe grad de biologiske og miljømæssige forudsætninger, som bedst sikrer, at spilleren selv kan hvile frugtbart og balanceret i processen og helt basalt udvikle sig i takt med den, han i bund og grund er på alle givne tidspunkter i hans konkrete proces. Kun med denne respekt og forståelse som vigtigste kompas kan man udvikle optimalt og bæredygtigt på spilleren på en måde der rummer reel og vedvarende værdi for ham selv. Netop værdien bør lægges i, og bygges på, graden af bevidsthed omkring personligt lederskab, evnen til at træffe gode beslutninger og sætte sig egne positive mål – ellers udvikler vi i virkeligheden kun dresserede elefanter, hvor de bedst dresserede til sidst kan sættes til at optræde i Cirkus, udelukkende for at Cirkus kan overleve. Det bliver på denne måde meget nemt noget der minder om en slags freakshow, som udelukkende styres af et mere økonomisk end sportsligt behov for at tilfredsstille de underholdningssyge masser for hvem fodbold mest forbindes med stadionplatter og kolde fadbamser..!!
Det sidste er naturligvis en bevidst overdrevet konstatering, som man sagtens kan udfordre med masser af gode historier fra fodboldens hverdag – og ikke et ondt ord om fadbamser i øvrigt. Men, uanset hvad vi forsvarer os og forklarer os med, så forholder det sig sådan, at vi, som både trænere, klubber og forbund, meget, meget nemt forfalder til at kigge og måle med her-og-nu-briller på resultateffekten af fodbolden der spilles her og nu. Det gør vi bl.a. fordi alle med årene er blevet enige om, at “fodbold handler om at vinde”. Dermed agerer det store flertal i, den seriøse kategori, pr. automatik efter kortsigtet sejr, og det opfattes oftest som helt og aldeles utilstrækkeligt, hvis man nu og her render rundt og taber de fleste kampe – og måske oven i købet tillader sig at have et tilfreds smil omkring munden, mens man gør det. “Det er sgu da fuldstændig useriøst”, kan man høre alle de seriøse udbasunere..!! Ambitiøse og fejlsporede forældre hjemme ved aftenbordet undrer sig højlydt over, hvad der er galt, og hvorfor knægten og kammeraterne ikke kan vinde. ”Vi spillede god fodbold i dag – og vi var tilfredse med rigtig meget”… ”JA, JA, MEN I TABTE IGEN, så hvad nytter det, Granberg”, osv…
Men hvad er det helt præcis vi har så travlt med, så vi ikke kan fastholde den umiddelbare boldglæde og legesyge – og dermed lade biologien gennemføre de forunderlige mirakler, som vi alligevel aldrig kommer til at fatte den første kvarte promille af. De mirakler som i sidste ende er det helt naturlige dna, der bedst udvikler og former et menneske (og en fodboldpiller), så han føler sig hjemme i den han faktisk er og kan blive..!?
Den manglende respekt og forståelse for biologiens mysterier kan hurtigt eksemplificeres med talenter i alle størrelser og nuancer, hvis man kigger sig lidt omkring efter personlige historier i bare det nærmeste omkringliggende fodboldlandskab – og billedet er helt givet ca. det samme i alle egne af landet. Uden at nævne navne findes der ikke kun afslørende historier om tabte og uforløste talenter rundt om i alle egne af landet. Der findes også masser af skræmmende historier om dem, der faktisk nåede at realisere nogle af drømmene om en karriere, men som er gået helt eller delvis til grunde under rejsen (dresserede elefanter, der til sidst går i stykker på egen selvforståelse) – måske allerede under den aktive karriere eller måske først bagefter, hvor de falske værdier, der har drevet værket er døde og borte..!?
Frafaldstallene i ungdomsfodbolden er alarmerende overalt i landet i den ene ende – og i den anden råber DBU´s ledende kræfter på mere folkelig opbakning til Fodboldlandsholdet. De færreste har endnu sat disse to forfaldstendenser i forbindelse med hinanden – men i min verden er det to sider af helt samme sag. Ingen sund og velnæret folkelig opbakning til Danmarks drenge på landsholdet uden en sund og velnæret undergrund, der, mere end alt andet, er forankret i glæden ved spillet og fællesskabet i det – og intet sprudlende og folkeligt appellerende landshold uden en bred substans af bærende karakterer, der har rod i undergrunden. Sammenhængen i den ligning kan man godt forsøge at manipulere sig uden om med hype, PR og marketing overfor netop de underholdningssyge masser, der lader sig mætte af stadionplatter, fadbamser og falsk fodboldforankring. Men det ægteskab er bygget på løgn og bedrag, er stærkt forgængeligt og holder kun kortvarigt – og kun for dem, der aldrig har kunnet finde en trofast og troværdig tilknytning til spillet at kysse på. Vi har brug for den oprindelige, dybe og rodfæstede kærlighed til spillet, der forbinder alle ender af fodboldspektret på langt mere bæredygtig vis – ellers bliver fodbolden netop så filtreret, fattig og personlighedsforladt, som den (desværre) er godt på vej til at blive mange steder…
Manglende respekt og forståelse for den naturlige fysiske og mentale udviklingskurve og de enorme forskelligheder i disse fra spiller til spiller har taget over og stikker sin kniv dybt i fodboldens organisme fra flere sider. De livgivende synergier og energier der ligger gemt i diversiteten er trådt under fode som pladderromantik. Derfor dør fællesskabsfølelsen og den aktive orientering mod de samme mål på både lokalt, regionalt og landsdækkende plan langsomt og pinefuldt. Klubben eller foreningen, som tidligere var det lokale omdrejningspunkt både sportsligt og socialt, ligger nu hen med forfaldne klubhuse og forsømte baner rigtig mange steder – og stort set ingen steder i underskoven løber man rundt med hænderne over hovedet og hjerteblodet i årene fra højest til lavest. Mange unge, som tidligere ville være sammen om fodbolden eller noget andet face-to-face baseret, og udvikle deres relationelle færdigheder ved det, sidder hjemme bag nedrullede gardiner med kun PC og internet som social forbindelse til omverdenen uden for skoletiden. Dermed udvikler de tidens største trend uden at vide det – nemlig angstneuroser og sociale fobier under den blege hud, med alt hvad det fører med sig at langsigtede udfordringer. Det er ikke kun en fodboldmæssig katastrofe vi taler om, men noget meget større og værre… og dermed er missionen for FodboldDanmark også langt større og vigtigere, end hvad der kan måles på scoreboards og lignende.
Vi har promoveret og besluttet at ”lige børn leger bedst”. Vi beskæftiger os nærmest ikke med at udvikle ud fra det naturlige mix og den naturlige diversitet, fra det tidspunkt, hvor vi lægger fra land med de første øvre system- og talentled – ikke engang entydigt mellem de spillere, som alle hører til den dedikerede og stærkt passionerede kategori. Nej, nej, vi observerer og sorterer op i 1., 2. og 3. sorterings talenter allerede fra det, vi i gamle dage kaldte miniput-alderen – og så sorterer vi fra og til mellem kategorierne op gennem ungdomsårene, efterhånden som vi opdager de utallige “fejl”, som vi, helt logisk og selvfølgeligt, begik ved de første sorteringsrunder. “Fejl” som i mange tilfælde bare er fejlmotiverede og fejlhåndterede spillere. Spillere, som har fået frastjålet deres medfødte og helt naturlige passion for spillet med den runde bold. Spillere, som med stor sandsynlighed kunne have været langt mere ”hjemme” og langt bedre på vej i deres egen naturlige udviklingsproces under andre forudsætninger, end dem et “seriøst og målrettet” FodboldDanmark typisk kan byde på anno 2019.
Billedligt talt har vi systematiseret FodboldDanmark på ca. samme måde, som da vi på et tidspunkt i forrige årtusinde gradvis rettede alle danske vandløb ud med effektivisering og bedre vandgennemstrømning for øje – og vi er nu på vej til at opdage, at vi har fået fuldstændig det samme ud af det. Livet i de danske vandløb døde langsomt men sikkert ud – og man er nu i gang med en lang og besværlig proces med at genoprette de oprindelige (naturlige) vandløb i alle egne af landet for at vinde lidt af livets mangfoldighed og urkraft tilbage…
I vores lokale årgangs andegård (2003) højt mod det jyske nord kan vi prale af konstant vokseværk, trods efterskolealder og løbende forespørgsler og rekrutteringer fra klubber med tungere licenser. I denne andegård handler det også i udtalt grad om ”at vinde” – også helt bogstaveligt om at vinde fodboldkampe. MEN, vi forsøger ihærdigt at holde os primært beskæftiget med at vinde små indadvendte kampe omkring hver enkelt spillers egen bevidsthed, spilforståelse, determination og beslutningsdygtighed. Vi måler kun på den samlede evne til at vinde fodboldkampe ud fra en procesmålestok, hvor vi accepterer, at der, mellem de ”to skridt frem og et tilbage”, også er gentagne momenter, hvor det snarere er ”et skridt frem og to tilbage”. Sand og bestandig udvikling er brolagt med ”retten til at fejle”, mens man lærer – og lysten til engang at kunne mestre og finpolere ud fra egen bevidsthed og drivkraft. Dette gælder både på den rent fodboldtekniske del og på alle de mentale parametre, hvor også værdistimulering og indirekte sporing af omgivelserne omkring truppen er et væsentligt succeskriterium, som det tager tid at opfylde. Dette er nok vores første og mest målbare succes lige nu og her – selv om vi også har vundet markant flere fodboldkampe og set langt bedre ud i foråret ´19, end vi gjorde i efteråret ´18. Det sidste nævnt for at tvivlerne i forhold til kvalitetsløft og reel udvikling over tid også har lidt at pirre nysgerrigheden med.
Forbedringsområderne fordeler sig ligeledes på alt det værdibaserede på den ene side – og de rent fodboldmæssige størrelser på den anden. Vi har fortsat øje på nogle ret klart definerede ting, som vi kan løfte den spillede fodbold markant på – både defensivt og offensivt. Ting som vi naturligvis så udvikler og tilrettelægger træningsmodellerne efter. Men vi har også håndteringsmæssige ting og fordybelser, som vi gerne vil bygge på og gøre bedre omkring spillerne som gruppe og som individer. Balancen er, at vi forsøger at bygge på efterhånden som vi som helhed er parate til det – og hele tiden kun holder os travlt beskæftiget med at nå det, som vi synes vi kan og bør rumme nu og her, hvis vi også hele tiden skal huske at dyrke glæden ved spillet. Vi pusher kun spillere ud over kanten af forestillinger og komfortzone i et tempo, som vi altid kan ”komme tilbage på”. Det er således altafgørende, at passionen hele tiden næres lidt mere end den drænes – selv om vi netop forsøger at pirke til spillernes komfortzone hele tiden.
På det individuelle plan er det interessant at observere, at mange spillere kan synes at stå helt stille på deres udvikling i perioder – for så pludselig at rykke helt vildt. Det faktum ser jeg som en af naturens fast indbyggede luner, og derfor tror jeg også at tålmodighed og vedholdenhed er både 100 gange så effektfulde parametre, som direkte og indirekte underliggende trusler om frasortering og rigide præstationskrav. Generelt arbejder vi vel med en balance i retning af, at spillerne gerne skal kunne forstå fodboldspillet, tænke fodboldspillet og herefter gradvis udføre fodboldspillet ud fra egen intuition afstemt med holdkammeraternes – set i modsætning til at spille spillet som træneren siger, FORDI træneren siger det, og fordi vi SKAL vinde…
Træningen frem mod kommende sæson startede i uge 28. I uge 30 venter den lokale, internationale cup, vel ubetinget Danmarks største, hvor vi har tre hold tilmeldt alene ud fra den nye samlede U16/U17-elitetrup – og herefter følger jo nærmest øjeblikkeligt starten af efterårsturneringen, hvor vi ligeledes har tre hold tilmeldt ud fra elitetruppen alene. Målet er yderligere løft i tabellerne ja, ja – men først og fremmest glad, perspektivrig fodbold, hvor udvikling ikke bare er et fortærsket pyntelabel, der dækker over sortering og spillerforbrug, men en størrelse man kan dufte, smage og se for det blotte øje – fordi det kommer fra spillernes egen passionerede rygrad mere end fra noget som helst andet.
God sommer til fodboldfolket 😊
/Henrik Mølbjerg
PS:
Har du lyst til at læse lidt om min tilgang til ungdomstræning, så køb evt. min bog, “STREET POSSESSION – Bæredygtig fodbold på dansk”, her https://street-possession.dk/shop/. Den har som mål at give dig inspiration til skabelse af spilstærke og spillelystne fodboldspillere på alle niveauer – og, ikke mindst, fastholde ungdommen i sporten.
Hør evt. også radioindslag fra ultimo 2018 her: https://www.youtube.com/watch?v=DrudEMN3dQk