Begrebet ”TAB OG VIND MED SAMME SIND” står stadig skrevet på væggene eller andre officielle steder i rigtig mange fodboldklubber. Men den dybere mening og mulige anvendelse af begrebet er blevet temmelig udvandet med de nyere tiders tendenser, hvis man sådan kigger sig lidt observerende og lyttende omkring…
Som fodboldtræner har jeg forsøgt at gøre det til en dyd og nærmest en livsstil hele tiden primært at kigge intensivt efter det næste trin på udviklingsstigen. Udvikling, frem for resultat nu og her, har været en gennemgående guideline for min personlige gøren og laden omkring hvert af de hold, og hver af de spillere, som jeg har haft med at gøre. Jeg forsøger samtidig, at holde mig helt fra en ofte observeret tendens til at bedømme den og den spiller som enten ”pissegod” eller ”pissedårlig”. En tilgang, som jeg ret ofte har brug for at gøre mine nærmeste omgivelser opmærksomme på, når de her og der falder i den, i mine øjne, forkerte gryde.
Den ”pissegode spiller” har ingen gavn af at få overøst sit ego med rosende floskler uden indhold og faglig retning mod nye udviklingsmål – og den ”pissedårlige spiller” har reelt bare et andet aktuelt udgangspunkt (et lavere bundniveau), som vi som trænere så må forsøge at hjælpe ham videre fra – bl.a. ved at sikre ham små gradvise sejre på hans personlige udviklingsstige. Tendensen til at stereotypisere vores spillere ud fra her-og-nu-vurderinger er, i mine øjne, den allermest begrænsende faktor i forhold til for alvor ”AT UDVIKLE” fodboldspillere ud fra det råmateriale, man står med på en given træningsbane…
Tilfældigheder har gjort, at der har været ekstremt mange små spillere i de to ungdomstrupper, som jeg har brugt fodboldtimerne sammen med gennem de seneste 8-9 år – efter at have genoptaget trænergerningen og den aktive fodboldpassion tilbage i 2010. Små spillere i en ungdomstrup er som regel karakteriseret ved, at de hænger væsentligt efter på i hvert fald den fysiske effekt, som umiddelbar succes med typisk duelbaseret fodbold langt hen ad vejen er betinget af. I nogle tilfælde kan sen vækstspurt også betyde, at en spiller måske oven i de fysiske udfordringer hænger lidt efter på det, man under et kunne kalde mental parathed/modenhed – målt ud fra både en forståelse og en honorering af hvad der normalt defineres som krav, hvis man skal kunne klare sig resultatmæssigt blandt jævnaldrende spillere af bare gennemsnitlig størrelse.
Disse mange små spillere i flokken har helt sikkert medvirket til at forme den personlige filosofi, som jeg gradvis har bygget op omkring optimal motivation, stimulering og udvikling af ungdomsspillere (og udvikling af et samlet gunstigt fodboldmiljø inkl. forældreskabet i nærmeste periferi). Herunder hører også hvad der kan være af typemæssige nuancer, som man skal indstille sigtekornet efter i en konkret dagligdag, hvis man vil lykkes med at skabe dynamisk harmoni, gensidigt ansvar og lederskab, synlig udvikling og generelt velmotiverede spillere i gunstig trivsel.
Nu har jeg så efterhånden gået og hyggeudviklet superseriøst på denne ungdomstrænerstil gennem nogle år. Jeg har skrevet bogen ”STREET POSSESSION” om erfaringerne fra og refleksionerne bag det første projekt med en breddetrup i Dronninglund/Hjallerup, hvor filosofien, tilgangen til helheden omkring miljøet og de konkrete trænings- og coaching-metoder først tog fart og udfoldede sig med så stor effekt, så det nok i virkeligheden var allermest chokerende for mig selv som allernærmeste beskuer faktisk. Senest (og aktuelt) har jeg fulgt samme tråd og udviklet videre på tilgangen som træner for en elitetrup i Hjørring IF i nu snart halvandet år – blandt andet med hjælp og masser af input fra en bunke dygtige trænerkolleger i klubben, men også med konkret, omend indirekte, hjælp fra spillertruppen faktisk.
Begge steder har situationen i projekternes startfase været, at vi har haft et stort udvalg af synligt dygtige og talentfulde fodboldspillere – men at vi som oftest blev kørt resultatmæssigt over af hold, der bare var helt anderledes fysisk rustet som hold og individualister, end vi samlet kunne puste os op til at være. Derfor kan man sige, at modtageligheden fra spillernes side har været naturligt tilstede i forhold til min anderledes tilgang til træningsprincipper og grundlæggende spilleprincipper.
Vi har fra første fase kigget meget mere på udvikling og små begyndende succeser med isolerede spilmomenter, end vi har kigget på, hvad der har stået på måltavlen efter kampene. Personlige fejl har vi samtidig accepteret som en absolut forudsætning for læring og fremtidig mestring af spilprincipper. Det i sig selv er en anden type lineal, som man lige skal øve sig lidt i at måle succesrate med, frem for den gængse resultat- og præstationslineal. Vi vil jo således alle sammen helst vinde vores fodboldkampe. Ikke mindst skal man træne sine omgivelser lidt i at kigge på den spillede fodbold med lidt andre øjne, end dem der nu og her spejler sig i point og målscore alene – eller i hvilket hold en given spiller bliver sat til at spille på undervejs på sin færd. Fakta er bare, ifølge al min personlige erfaring, at ensidig fokus på resultat og præstation nu og her kommer til at fungere som et sæt sorte skyklapper, som gør, at vi reelt IKKE udvikler på vores spillere…
LÆRERIG UDFORDRING PÅ NYT NIVEAU I HJØRRING:
Med U17-truppen i Hjørring IF er vi lige nu inde i en for os helt ny fase, hvor hovedudfordringen har en helt anden karakter, end den havde for et år siden. I slutningen af seneste turneringskamp for førsteholdet i Liga 1, hvor mine spillere viste tendenser til at finde nye og bedre løsninger, end dem vi hidtil har excelleret i, slog det mig pludselig ekstra skarpt, hvor afgørende det faktisk er for vores fortsatte udviklingskurve, at vi jævnligt taber fodboldkampe – eller i det mindste strider voldsomt med at vinde dem. Det er således ubetinget nederlagene og de sværeste udfordringer, vi lærer allermest af. Faktisk lærer man meget ofte ikke rigtig noget af at vinde – og slet ikke af at vinde stort. Logikken er således jo den helt indlysende, at vinder man stort, så er det langt sværere at få øje på, hvor og hvordan man kan blive dygtigere, end hvis man strider hårdt med at løse de kampafgørende spilmomenter (på at blive bedre).
Status i Hjørring IF U17 er, at vi har løftet os fra bund til top i Liga 1 over et års tid. Det foreløbige peak på formkurven har vi oplevet i starten af indeværende sæson, hvor vi dels viste nye evner til at dominere vores kampe massivt på det rent spillemæssige og samtidig skabte stor effekt af vores spilovertag. Dermed vandt vi de fleste kampe med stor margin i en startfase præget af ren optur. Nu er vi så nået ind i en fase, hvor vi pludselig igen taber vores kampe. Vi har tabt tre kampe i streg (0-1, 1-2 og 0-1) mod hold, der lå og fortsat ligger under os i tabellen. Det er der naturligvis nuancerede forklaringer på, hvis man skulle hele vejen rundt, men i de to af de tre kampe, som jeg selv har været med omkring (har haft en uges ferie undervejs 😊), har der været tale om, at vores modstandere jo (selvfølgelig) nu har “læst os” – og dermed har indstillet sig målrettet på at stå imod de konkrete dyder, som vores nye stil er bygget på – og samtidig gå målrettet efter at straffe os på omstillinger.
Det kan jeg så lægge mig ned og hyle fornærmet over. Jeg kan brokke mig over modstandernes spillestil og synes det er dybt uretfærdigt – og jeg kan skælde mine spillere huden fuld, fordi de ikke tager sig sammen og bare gør, som de gjorde i starten af sæsonen. Men sagen er jo for det første, at dette er fodboldspillets natur – og grunden til at det er så fantastisk et spil. For det andet, hvilket er meget mere interessant og hele udgangspunktet for dette blogopslag, så er vores aktuelle udgangspunkt for læring jo netop løftet til et helt andet niveau, end vi var på i efteråret 2018, hvor opgaven helt basalt lød på at komme i en forfatning, hvor vi kunne spille seriøst med om pointene i bare nogle få af vores kampe med vores mange små, sent vækstende spillere.
Pr. efterår 2019 dominerer vi som hovedregel vores turneringskampe på det rent spillemæssige, men efter denne første etablering som tophold i rækken strider vi så pludselig nu med det allersværeste i fodboldspillet – nemlig af nedbryde kompakte, lavtstående forsvar. Tre 1-måls-nederlag på stribe gør det rimelig nemt for mig at tegne opgaven og næste læringsfase op for mine spillere – og derfor er stemningen og motivationen ikke som sådan ramt af de tre 0´er på pointkontoen. Tvært imod synes vi nu at træne endnu mere intensivt og engageret end før. Spillerne er nu et sted, hvor de godt ved, at DE KAN, men også er bevidste om, at de sagtens kan blive meget bedre i mange spilmomenter. Der bliver nu bl.a. arbejdet fokuseret på at finde skarpere løsninger til 3. og 4. fase mod overbefolkede forsvar – og målet er naturligvis, at vi ad denne vej, bliver endnu bedre, også på resultatkontoen, når vi på et tidspunkt har knækket de næste nødder på rejsen mod den bedste udgave af os selv. Det tager så igen lidt tid, men processen bærer lønnen i sig selv…
Nederlaget er vel således en velsignelse for enhver træner, hvis målet faktisk er UDVIKLING AF FODBOLDSPILLERE. En sejr er fantastisk og en turneringssejr er en ren fest, som vi alle sammen gerne vil inviteres til – det kan man ikke diskutere. Men for nu at sætte lidt andre billeder på, så er enhver sejr, uanset størrelse, jo faktisk lidt som en orgasme… Den kan være overvældende, men den er utrolig hurtigt overstået. Bagefter har man kun minderne tilbage, hvis man ikke fortsat har noget fælles at arbejde hen imod. Uden noget til den videre proces falder forholdet meget nemt fra hinanden og bliver ”ligegyldigt” (udviklingen stopper som den mest naturlige ting i verden).
Tilbage til det med de ”pissegode” og de ”pissedårlige” spillere. På det aktuelle førstehold i Hjørring IF U17 spiller nu fast 6-7 spillere, som for et års tid siden ikke var skønnet parate eller kun marginalt parate til Liga 1-bold. Derfor kan jeg meget nemt blive gasblå i hovedet og svagt dirrende af indestængt harme, når nogen finder det relevant at fortælle mig, at den og den af mine aktuelle spillere i U17-truppen altså ”ikke holder vand” (er pissedårlig). Så længe jeg holder udviklingsbrillerne på næsen, kan jeg således ikke bruge den slags ekskluderende udsagn til en gammel skid – for nu at sige det på platjysk. En fodboldspiller KAN IKKE, i mine øjne, være “for dårlig”, hverken nu og her eller på sigt, til ret meget andet end at tilfredsstille sin træners personlige ambitioner om sejr – og det er IKKE for at tilfredsstille en træner, en klub eller nogen som helst andre, at spilleren møder motiveret op til træning, hvis han/hun stadig gør det. Det er for at lære – og for at være en del af et udviklende fællesskab…
En fodboldspiller er, hvor han/hun er nu og her. Men det eneste interessante for specielt en ungdomstræner bør være, hvor han/hun kan bringes hen på kort og lang sigt…. ellers er man reelt ikke træner, men noget andet smagsdommeragtigt og sorteringsautoriseret, som fodboldspillere, uanset niveau, ikke kan bruge til noget som helst fornuftigt!
Nogle spilleres læringskurve kan ramme et dødvande eller bare være lidt sværere at knække opad, end andres undervejs – og det er lige præcis de mest spændende ”cases”, hvor vi, som trænere, har mulighed for at udvikle os allermest. Disse spillere skal vi derfor gribe som appelsiner i turbanen – i stedet for at frasortere dem som rådne æbler. Det er mennesker af kød og blod vi har med at gøre – selv om de da kan være både vildt udfordrende og ”pisseirriterende” nu og da 😉
… Der er brug for udviklingstrænere i massevis derude – og det er den fedeste og mest berigende beskæftigelse på denne jord, uanset om den er betalt eller ubetalt. Tøv derfor ikke, hvis du har en god intention i maven 😊 Hvis du omvendt kun er interesseret i at vinde fodboldkampe nu og her, og for enhver pris, så bliv træner i Superligaen eller lignende og hold dig gerne langt væk fra ungdommen på alle niveauer 😉
/Henrik Mølbjerg