Fodboldens tabte stelforbindelse

I Ekstrabladets skolefodboldfinale i Parken i 1992 sad en dedikeret skolelærer i trænersædet for det finalehold fra Dronninglund Skole, som efterfølgende fik kåret Peter Børsting til “Man of the match”. Manden bag kåringen var en vis Richard Møller Nielsen, som siden selv skulle blive kåret til verdens bedste træner. Et fint og helhedssignalerende samspil mellem græsrødderne på bane og bænk på den ene side og den fornemste elite i dansk fodbold på den anden. Mange år før denne store dag og hvert eneste år siden da har skolelæreren fra Dronninglund-bænken (i dag pensioneret overlærer) hver eneste uge investeret et ocean af timer i den lokale ungdom i Østvendsyssel. I dag er han fuldtids (frivillig) holdleder for ikke ét men flere fodbold- og håndboldhold i Dronninglund IF og Team Østvendsyssel.

Preben Buttler (eller bare Buller) tilhører en kraftigt udrydningstruet race af uundværlige, karakter- og rammeskabende støttepiller i fodboldmiljøerne, som mange steder i dag reelt er helt eller delvist historieløse og kun lige hænger i med det yderste af neglene fra dag til dag og kamp til kamp. Det er en uendelig drøj trampetur op ad stejl bakke for mange klubber at finde folk, der “gider” at tage den ulige kamp, som nutidens mangelfulde værdigrundlag synes at skabe i alle egne af FodboldDanmark. Sammenhængskraften og værdierne er trængt helt i bund og overtaget af navlebeskuende, individuel karrierefiksering og deraf genereret rodløshed blandt ungdomsspillere fra helt utrolig tidlig alder. Værdierne bliver utydelige og overkuddet i frivilligheden bruges op rub og stub og bevæger sig med raketfart mod NUL.

“Det skyldes det digitaliserede samfund og de fuldstændig håbløse curling-børn og curling-forældre”, tordner gadens parlament og de besluttende myndigheder i fodboldens trendsættende instanser, mens der pyldres og jamres i udvalgslokalerne og på diverse debatforaer. Mod forsamlingen af nåleøjepenetrerende talenter og deres bagland råber de samme instanser op om, at danske spillere er alt for forkælede og ikke har skyggen af den nødvendige hårdhed til at klare sig i udlandet. Men hvad kan vi bruge al denne jamren og ansvarsfraskrivelse til..!? Ingen synes at forholde sig seriøst og selverkendende til det faktum, at professionelle fodboldspillere i voldsomme antal, både i udlandet og i Danmark, kæmper med depressioner og angstneuroser enten undervejs i karrieren eller efter karrierestop – og ingen synes at ville tage et konkret og lavpraktisk ansvar for at gøre noget ved ungdomsfodboldens gigantiske og fortsat stigende frafaldsprocenter. “Det er samfundets skyld…”… Jo, jo, men fodbolden er jo også en del af samfundet, så hvorfor ikke gribe udfordringen og gøre noget andet og noget mere..!?

Alle ender af et mere og mere rabiat og alt andet end udviklingsorienteret sorteringshysteri skriger os alle i ansigtet med beskeden om at FodboldDanmark, som mange andre fodboldlande, har tabt stelforbindelsen og har solgt sin sjæl, sit udsyn og sine livgivende rødder for ussel mammon! Tiden er for længst inde til, at miljøerne generelt og DBU specifikt mander sig op, griber i egen barm og lader være med at negligere og bortforklare, hvordan man selv er faret fuldstændig vild i jagten på…. ja, i jagten på hvad egentlig..?? – og meget direkte bidrager massivt til katastrofen fra egne besluttende instanser.

Frafaldet, rodløsheden og fodboldens svære udfordringer med at slå rod i nuværende tider er en helt naturlig og selvforstærkende følge af et ensrettet og reelt monopolistisk forædlings- og frasorteringssystem, som ene og alene er designet til at tilgodese elitemiljøerne og DBU´s landshold op gennem årgangene. Paradoksalt nok er også virkningen på denne elitære vision den stik modsatte end den ønskede. Det konstaterer man lynhurtigt, hvis man et lille øjeblik åbner begge øjne og bruger sin sunde menneskefornuft bare et par eftertænksomme sekunder…!

De indbyggede mekanismer i licenssystemet og de enorme modsætninger i bl.a. vores håndtering af teenagere under helt naturlig biologisk ombygning bør nedbrydes, nytænkes og genskabes i ny udviklingsfremmende og visionær udgave. Respekt og fokus bør rette sig tilbage mod de bærende værdier, der ligger i vedholdenhed, nysgerrighed, tålmodighed og naturlig forholden sig til store (og enormt spændende) forskelle i biologisk alder og meget mere på det nære, tilstedeværende og udviklende plan – herunder naturligvis en opdateret forholden sig til den måde børn og unges verden ser ud på anno 2018. Respekt og fokus bør rette sig massivt tilbage mod at støtte op om bærende, opdragende og karakterskabende personligheder som Buller og hans ligemænd og -kvinder. Fokus bør rette sig mod at værdistimulere de fra alle sider kraftigt udhængte og stærkt fordømte curling-forældre på helt anderledes vis end i dag, hvor systemet ovenfra jo opfordrer dem mere eller mindre direkte til kun at tænke og fokusere på eget afkom på aldeles ufrugtbar og lidet karakterdannende vis. Vi skal hjælpe forældrestanden kærligt og opmærksomt tilbage i værdisporet – og med på missionen i tidssvarende rammer. Det må gerne ske på en måde, der bevidstgør dem om fodboldens tilbud om kvalitets- og bonustid sammen med deres egne børn og unge – og deres øvrige nærmeste relationer i nærmiljøet. Vi skal forstå at rekruttere, udvikle, værdsætte, respektere og bakke helhjertet op om ildsjælene, som helt givet stadig går rundt i alle landets afkroge med alle deres mange kræfter på nedsat blus eller på udbrændt hold…

Jeg mener, at de bærende instanser i FodboldDanmark har hårdt brug for at redefinere egne formålsparagraffer og visioner, hvis vi virkelig for alvor mener, at vi gerne vil være “en del af noget større”. Hvad mener du?

/Henrik Mølbjerg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi holder dine data private, og deler dem kun med tredjeparter, der gør denne ydelse mulig. Læs vores privatlivspolitik.

1 kommentar til “Fodboldens tabte stelforbindelse”

Skriv et svar

Scroll til toppen