“People look at football in parts and modern coaches take things apart and put them back together again, but that´s unnatural. Without our context we are not what we are. We are not a list of attributes! My aim is not to fracture and break apart what should be together, not to decontextualize.”
– Juan Manuel Lillo
Dette citat af Juanma Lillo (kaldt “The Maestro” af bl.a. Pep Guardiola) er et af de absolut skarpeste fodboldcitater på min personlige nethinde. Man skal måske lige dvæle et ekstra eftertænksomt øjeblik ved ordene, inden man fatter den fulde, tendenskonfronterende dybde i dem. Man skal måske også lige stige ud af vanlig ramme, inden man begynder at fundere over, hvad en Lillo-vinkel på dansk græsrods-, elite- og forbundsniveau kunne gøre ved hele vores udsyn og tilgang til træning, coaching og inspiration af fodboldspillere – specielt fra teenagealder og frem. Men det er et særdeles interessant og lærerigt eksperiment, hvis først man beslutter sig for at gøre forsøget – som jeg valgte at gøre fra sommer 2017!
Man kan f.eks. overveje om ikke summen af Lillos anskuelse udgør selve forklaringen på, hvorfor mange af fodboldens største stjerner gennem tiden har fastholdt, at de ikke har lært essensen af det særlige “ekstra” de kan i nogen af de klubber, de har spillet i – men på gaden, på legepladsen eller i gården..!!?
Man kan herefter overveje om de detaljedissekerede forædlings- og evalueringsmodeller vi typisk forfølger i moderne ungdomsfodbold rent faktisk giver nogen dybere udviklende mening overhovedet i knolden på en teenager under naturlig biologisk ombygning!? Jeg tillader mig at hævde, at langt det meste af det sammensatte svar rimer på “NEJ”. Jeg tillader mig også at hævde, at fodboldspillets naturlige urkraft og inspiration afmonteres gradvist, når klinisk tilrettelagt ensretning skubber dynamiske værdier og rodfæstet sammenhængskraft over på skyggesiden i en ambitiøs og målrettet teenagers hoved. Forrest i de forpuppede pandelapper afløses disse størrelser alt for ofte af systemtillært præstationsorientering, som reelt er det stik modsatte af udviklende for det karakterdannende menneske inden i teenageren – og dermed også for fodboldspilleren. Man har, i forædlingens navn, glemt og tilsidesat det helt afgørende forhold, at fodbold netop IKKE er, og aldrig bliver, en individuel sport, men et intuitivt, relationelt afstemt spil, når det spilles bedst, klogest og mest kreativt skabende. Et spil som spilles 11 mod 11 i det fulde format – og som derfor mest af alt kalder på evnen til at skabe veltimet, situationsbestemt samspil mellem medspillere.
Når og hvis man køber fuldt og helt ind på Lillos konfrontation af moderne fodbolds fremherskende tendenser, kan man til sidst overveje, hvordan man bringer fortidens meget mere legende, dynamiske og umiddelbare gadefodbold ind i en tidssvarende fodboldfaglig kontekst i et seriøst træningsmiljø. Et miljø hvor inspireret spilleglæde, nysgerrighed og respekt omkring naturlige forskydninger i biologisk alder og forskelligheder i personligheden er helt selvfølgelige (menneskelige) størrelser. Den overvejelse har jeg gjort mig gennem en konkret test med min egen nu tidligere ungdomstrup gennem et år – og et deraf følgende bogprojekt STREET POSSESSION – Bæredygtig fodbold på dansk. Erkendelserne i denne proces har været enorme og mangesidige. Jeg lærer fortsat nyt hver eneste dag – og substansen af Lillo-citatet står mere og mere som en klar ledestjerne i min daglige ageren inden for kridtstregerne.
Men hvad siger din mavefornemmelse, som fodboldtræner, klubleder og/eller spiller, egentlig til Lillos anskuelse? Giver den umiddelbar mening for dig som for mig – og hvad har du eventuelt af vinkler på hans ord? Kommenter gerne nedenfor eller på Facebook-profilen, så vi får vendt, drejet og fjernet så mange sten i støvlen som muligt.
/Henrik Mølbjerg