Den geniale fodboldspillers hemmelighed (1vs1 i intuitiv kontekst)

Forrige blog-indlæg omkring “det store 1vs1-bedrag og de frustrerede, spilblinde ulve i dansk fodbold” så ud til at ramme et sted, der skilte vandene. Enigheden i forhold til mine vinkler synes umiddelbar hos mange, enkelte misforstod måske den tiltænkte pointe en anelse til at begynde med – og så er der, som forventet, også dem der mener, at vi gør det helt rigtige i dansk ungdomsfodbold.

Det har medført interessante refleksioner og diskussioner rundt omkring, som netop er et af mine ønsker med både bloggen og udgivelsen af Street Possession. Derfor synes jeg, at det er værd, at tage 1vs1-snakken et lille men konkret skridt videre – bare fra en lidt anden vinkel og med isoleret fokus på offensiv 1vs1 og boldbesiddelse (possession).

Jeg havde gennem 7 år (fra U10 til U16) fornøjelsen af at træne en spiller, som jeg vil tillade mig at kalde genial. Han var sent vækstende, og også lidt forsigtig og tilbageholdende i forhold til at få fuldt udbytte af hans vilde talent – i hvert fald vildt på nogle parametre. Han var, grundet den sene vækst og forsigtigheden, i min tid på trænerposten, ikke en af de typisk kampafgørende spillere på holdet. Til gengæld vil han sandsynligvis fremstå som en af de mest spændende spillere fra denne trup i fuldt modnet udgave (er i dag U17-spiller). Han havde fra tidlig færd noget iøjnefaldende genialt over sig, som jeg ikke har oplevet andre spillere have på helt samme måde.

Jeg har tit tænkt, at hvis holdets kampafgørende spillere havde haft det, som netop denne holdkammerat havde i lige præcis 1vs1-momentet, og i øvrigt bibeholdt de boldspillende dyder, som de fleste af dem havde, så ville vi have sprængt alle rammer for, hvor flot et ungdomshold i Danmark kan spille fodbold. Men sådan en trup forekommer sjældent (aldrig) på klubplan jo. Jeg må derfor nøjes med at bestræbe mig på at bevæge mig mod målet sammen med de spillere jeg arbejder sammen med til daglig – og det bærer lønnen i sig selv 🙂

Hans tilbageholdenhed og begrænsede størrelse gjorde, at han sjældent kom helt væk, når han havde “tørret” en spiller – og så var der lidt for meget forsigtighed med hensyn til at afslutte køligt eller lægge den målgivende aflevering, når momentet var der. Men fakta var (og er) at han var stort set umulig at pille bolden fra, hvis først han havde den ved fødderne. Han kunne pr. ren intuition “snørre” den samme spiller x-antal gange i træk uden at være i nogen form for kropskontakt på noget tidspunkt. Han udførte kun sine manøvrer, når der var fornuft eller nødvendighed bag (var ikke en notorisk enøjet dribler, tvært imod), men til gengæld mislykkedes han meget sjældent, når en udfordring var nødvendig eller fornuftig. Samtidig var (er) han en fremragende pasningsspiller. Hans værdi og rolle for holdet i boldbesiddelse blev derfor noget i retning af, at vi, hvis vi kunne spille den op til ham på kanten, ville være stort set sikre på, at vi ville kunne fastholde bolden. Derfor kunne vi så flytte alle formationer længere frem på banen med ro i maven og ad den vej få vores typisk kampafgørende spillere sat optimalt i scene. På denne måde blev han ofte en kampafgørende brik – uden at være det direkte.

Det evolutionelle og geniale træk – og forskellen på finter og fikseringer:

Når jeg sætter det geniale label på denne spiller, så er det fordi hans håndtering af 1vs1-situationen var (og er) konsekvent anderledes, end man ser fra den typisk teknisk velskolede spiller af gængs dansk skole. Hans berøringer på bolden var helt utrolig få. Han brugte ikke alle de traditionelle fintekneb med at trække, skubbe og rulle bolden i forskellige kombinationer og dermed sætte en modstander af. Det mestrede han ganske vist også, hvilket han har vist under vores utallige tekniske træninger (med fintetræning) i de yngre år. Men i fri dressur i en kampsituation havde han sine helt egne signatur-moves. Mere præcist var/er han tæt på verdensmester i at bruge boldens bane og bare flytte fødderne lynhurtigt, elegant og imponerende omkring bolden – i stedet for at flytte rundt på den med et stort antal berøringer. Faktisk skubbede han meget ofte først bolden i en given retning, når han havde bragt sin direkte modstander ud af balance alene ved at bevæge fødder og krop. I mit nuværende trænerjob har jeg fra starten haft et par spillere med samme type kendetegn – bare på hver deres unikke facon (denne type egenskaber vil sjældent have samme udseende, fordi bevægelsesmønstre bygger på noget medfødt og ofte unikt).

Disse oplevelser på ungdomsplan har fået mig til dels at betragte både topspillere og breddespillere med lidt andre briller, end jeg gjorde tidligere – og dels til at sondre skarpt mellem officielle fintevarianter (typisk jo med stjernenavne behæftet) og det som jeg i dagligdagen kalder fikseringer. Min oplevelse er, at man ved at tilegne sig evnen til at udnytte boldens bevægelse/bane i 1vs1-situationer og fiksere uden berøring, eller med et minimum af berøringer, kan vinde næsten alle 1vs1-dueller med bolden ved jorden, inden de bliver til rigtige, kropsnære dueller. Man har samtidig sikret sig langt bedre balance på den anden side af duellen og dermed langt bedre overblik og overskud til at træffe en optimal spil- eller aktionsbeslutning i det følgende moment. Dette er en af de små hemmelige ingredienser, som løfter en fodboldspiller fra at være en teknisk stærk almindelighed til at blive en sublim kunstner.

De bedste og mest målrettede af disse kunstnere bliver fra tid til anden til de perler vi kender fra topniveauet indenlands og udenlands. Vi har alt for få af disse perler i DK, men de er der, hvis man kigger efter – der bliver blot for sjældent spillet fodbold der iscenesætter sådanne spillere i vores hjemlige Superliga og niveauerne derefter. Derfor er de der i langt færre antal end de fødes. Det skyldes, i mine øjne, entydigt, at vi har en alt for snæver og enøjet vinkel på duelspillet i den danske fodboldskole – og at duelspillet, som isoleret disciplin, er blevet et bærende mantra i Superligaen og i hele vores systematiske måde at vurdere og scoute spillere på.

Kasper Kusk er et eksempel på en spiller, der kan få det geniale til at se ufattelig let ud – når han vel at mærke spiller på et hold, der er sat op med frihedsgrader til at udnytte hans kvaliteter. Jeg glæder mig personligt til at se Kusk og Lucas Andersen performe i foråret, fordi jeg tror, at de nu endelig igen har fået en træner, der forstår hvad iscenesættelse af spillere af denne type kræver af frihedsgrader. Læg gerne mærke til om ikke jeg får ret i, at AaB bliver en oplevelse gennem foråret – alene fordi der er balance mellem fodboldforståelsen hos holdets bærende hjerner og den måde holdet er sat op på.

En af pointerne her er, at spillere som Kasper Kusk, Lucas Andersen og, på allerhøjeste hylde, Christian Eriksen er fantastiske 1vs1-spillere fordi de læser spillet og udnytter boldens, medspillernes og modspillernes bevægelse – og ikke fordi de har overført klassiske finter direkte og blindt til deres performance i kampsituationer. De er blevet gode til at udnytte eget dna fordi de har trænet og ”spillet” fodbold game-real i tilstrækkelig grad – altså træning og spil, hvor timing og beslutningsoptimering har været en afgørende del af det daglige succeskriterie i stedet for en isoleret evne til at performe i 1vs1-situationer.

Vi ser alt for mange 1vs1-prototyper i dansk fodbold. De vinder et flertal af deres dueller, men kan ofte reelt ikke “spille fodbold” – selv om de måske har haft talentet til at lære det i de læringsmæssige guldaldre. Det er denne tendens jeg jagter og gerne vil have nedlagt og støbt om til noget helt andet og langt mere bæredygtigt!

Min overbevisning er at isoleret træning af 1vs1-kompetencer i tænkte skabelon-situationer, hvor man netop står én mod én i øvelsen, er stærkt overvurderet og alt for vedvarende anvendt rigtig mange steder. De er superfantastiske (og påkrævede) mens man tilegner sig de basale tekniske kompetencer i de yngre årgange – og det er superfantastisk at træne dem på egen hånd eller via specialtræningssessioner uden for fællesmiljøet også senere hen. Men tiden i fællestræningen kan og bør investeres i spillet og spilfortåelsen fra teenagealder og frem. Fejlprioritering af denne regel begrænser spillernes udvikling rent fodboldmæssigt og passionsmæssigt – og det skader mindsettet og tilgangen til helheden. Isolerede 1vs1-øvelser kan give noget finpolering af værktøjer og det kan give lærdom på at bruge kroppen defensiv1 1vs1 osv.. Afskaffes skal de derfor ikke (bliver også anvendt som “refreshment” her og der i min U16-andegård). Men som plæderet for i forrige blog-indlæg, så ser jeg ofte isoleret fokus på 1vs1-kompencer promoveret, trænet og prioriteret som det absolut primære i løbet af en træningsuge og under kamp. Denne skæve vægtning er giftig – både rent fodboldfagligt og i forhold til genereret mentalitet. Vi skaber spilblinde spillere med et helt skævt og fordrejet fokus mod egen navle – og vi skaber trafik væk fra fodbolden på alle niveauer i stedet for tilgang, glæde og udvikling.

Fikseringer, som dem jeg omtaler, har mange former og karakteristika. Kimen til dem vil således altid ligge i spillerens personlige fodbold-dna og er dermed ikke noget en træner kan omsætte på fast træningsformel. Men træner man masser af rondo-agtige småspil i fællesmiljøet som udgangspunkt – også helst nogen med retning og målorientering, og gør man det i tilstrækkeligt omfang med berøringsbegrænsning som suppleringsregel, så vil man meget hurtigt få frembragt egenskaber og moves, som man ofte ikke ville have troet, at givne spillere rummede.

Når man er kommet dertil, så er rejsen mod fuld forløsning ”bare” et spørgsmål om bekræftelse, coaching og små råd, som er afstemt med spillerens unika – kombineret med en gameplan, der matcher en given trup relationelt. Med de rigtige spilformater i fællestræningen vil spillet i sig selv blive læremesteren – og det frembringer langt mere bevidste, langt mere kreative og langt bedre motiverede og passionerede fodboldspillere, end dem vi alt for konsekvent forsøger at frembringe via stive skabeloner, som reelt spilder den allervigtigste udviklingstid – nemlig den vi har sammen i fællesmiljøet.

En skjult pointe er her, at velmotiverede og målrettede spillere med små ting til forbedring helt sikkert også vil være motiveret for personlig forbedring via personlige sessioner parallelt med fællesmiljøet – enten i form af selvtræning eller individuel detaljetræning med input fra træner eller andre.

Køb Street Possession her https://street-possession.dk/shop/ hvis du har lyst til at få lidt yderligere inspiration til skabelse af spilstærke fodboldspillere på alle niveauer – og ikke mindst hvis du gerne vil fastholde ungdommen i sporten.

Hør radioindslag fra ultimo 2018 her: https://www.youtube.com/watch?v=DrudEMN3dQk

Er din klub interesseret i et bogforedrag eller en inspirationsaften, så kan jeg træffes pr. mail på info@street-possession.dk eller pr. telefon på 24 25 55 26.

Fortsat god opstart derude!

/Henrik Mølbjerg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi holder dine data private, og deler dem kun med tredjeparter, der gør denne ydelse mulig. Læs vores privatlivspolitik.

Skriv et svar