Det store 1vs1-bedrag og de frustrerede, spilblinde ulve i dansk fodbold…

Som mange andre fodboldtrænere har jeg henover jule- og nytårspausen været travlt beskæftiget med forberedelser til den kommende sæson. For mit vedkommende har bogudgivelsen givet lidt ekstra opgaver i form af forberedelse og afholdelse af de første oplæg omkring bogens hovedtemaer. De første ”takes” på denne type opgaver har naturligvis givet lidt ekstra ”kriller” i maven hos undertegnede, ganske som udsigten til en ny sæson altid gør. Men det har indtil videre givet gode og bekræftende oplevelser.

Bevidstheden om at vi har gravalvorlige udfordringer i dansk fodbold synes at være mere udbredt, end jeg lige var forberedt på. Men jeg er nok mest overrasket over, at enigheden omkring årsagerne synes at være noget større, end jeg på forhånd havde regnet med – i hvert fald når man, på konkret fodboldfagligt plan, diskuterer emnerne med folk der til daglig står med fingeren på pulsen ude på banerne og i klubledelserne.

Blandt de misforhold der synes at skabe umiddelbar genklang hos rigtig mange er den dødbringende effekt af overdrevent fokus på isoleret træning af 1vs1-færdigheder. 1vs1-fokus har på mange forskellige planer gennemsyret helheden og præget dagligdagen i dansk fodbold gennem efterhånden mange år – og gør det fortsat mange steder. Problematikkerne, som dette ”out-of-context-fokus” skaber, begrænser sig ikke kun til det rent fodboldmæssige. Det sætter sig også som en svært nedbrydelig barriere i det mindset, som vi dermed automatisk installerer i hovedet på purunge, håbefulde fodboldspillere – og deres ofte lige så håbefulde forældre. Det genererer frustrerede og ensomme ulve i både spiller- og forældrekredse, som døjer med at passe ind overalt hvor de kommer frem – og som aldrig lærer at forstå den vigtige ongoing proces, som er det eneste der kan bære fortsat udvikling efter mig-og-min-bold-fasen. Det sidstnævnte forhold er et gigantisk problemfelt i sig selv, som vi under et kunne kalde ”værdiproblematikken”. En tilbundsgående behandling af den altafgørende værdikamp, som vi er nødt til at tage på os, er så kompleks og skrigende på et langt sejt træk så jeg lige vil vente en postgang med at kaste mig ud i den i blog-form. Nu og her vil jeg nøjes med at dvæle lidt ved 1vs1-begrænsningen i ren fodboldfaglig kontekst…

Vi skaber masser af fodboldspillere som fra ganske tidlig alder ligner verdensstjerner, når vi står og betragter dem agere alene med en bold på fødderne – eller i en 1vs1-øvelse. Men en meget stor del af disse ”verdensstjerner” afslører sig ofte gradvist som rene blålys, når der spilles 11vs11 og de matches mod de allerbedste – hvis de da når at opleve det. Jeg behandler denne problemstilling massivt i min bog – både problemstillingen og modeller for at styre uden om den. Men i forbindelse med et opstartsseminar i DBU-regi primo januar blev jeg, via et fremragende oplæg af Glen Riddersholm, bekræftet af nogle bemærkelsesværdige tal fra Double Pass, som dels sætter dansk fodbold som helhed i glas og ramme fra den absolutte discounthylde – og dels bekræfter min (og tilsyneladende rigtig mange andres) tese om at vores fokus på 1vs1-kompetencer er et af de fast installerede hovedproblemer i den danske fodboldskole. De få men massivt larmende Double Pass-tal skærer tingene ud i granit (i hvert fald for mig) – og derfor gentager jeg dem lige nedenfor, som jeg noterede dem under seminaret…

1. I Champions League er der i gennemsnit 1029 pasninger pr. kamp.
2. I Superligaen er der, til sammenligning, kun 697 pasninger i gennemsnit pr. kamp.
3. Succesraten i Champions League er på 84,1%
4. Succesraten i Superligaen er på 71%

Når man omregner disse tal, når man frem til at der, i Champions League, foretages 865 succesfulde pasninger pr. kamp, mens tallet i Superligaen er helt nede på 495 – hvilket svarer til sølle 57%. ”Hvorfor er det nu så ”sølle” med så mange færre pasninger – fodbold afgøres jo ikke på opgjorte antal pasninger?”, kunne man kritisk spørge. Svaret gav Riddersholm også et glasklart billede på – nemlig følgende:

”Det bedste danske hold (FCK) scorede i 2018 sølle tre mål i gruppespillet i den europæiske 2. division, Europa League – endda i en relativ overkommelig pulje!”

Nu ved jeg godt, at der ikke kun er danskere i FCK´s startopstilling, men billedet er klart – og behøves man at diskutere det gabende og indlysende misforhold længere end dertil…!?

Ja, det kan da godt være, at nogle vil begive sig ud i en eller anden sang fra de varme lande – og mene at man da bare kan kigge på Messi eller Ronaldo og deres afgørende 1vs1-aktioner. Det kan også være at nogle igen-igen kan tale misforholdet derhen, hvor dansk fodbolds utilstrækkelighed alene skyldes curlingbørn og curlingforældre… Det kan man ikke afvise. Men jeg vil tro, at ovenstående tal er alt rigeligt for langt de fleste til at konstatere, at vi griber spil- og talentudvikling fuldstændig forkert an i vores ellers så ressourcestærke land. Jeg vil tro, at de fleste efterhånden har luret at en gennemsnitlig dansk Superliga-kamp går med duel på duel på duel og faktisk er en ynk at kigge på – selv om mediedækningen gør hvad den kan for at tale Superligaen op…

Samtidig med at vi promoverer 1vs1-træning som vejen frem, og dermed indirekte mig, mig, mig-kulturen, så hører man utrolig mange gange hver uge førende eksperter konstatere, at det er helt afgørende for vores lille nations formåen, at de dygtigste danske talenter kommer tidligt til udlandet. Det tror jeg jo sådan set, at de har en stærk pointe i, hvis bare man kan finde en udviklingsorienteret klub i den udenlandske jungle – men hvorfor vender vi den ikke om og spørger hvorfor det mon er en udviklingsforudsætning at komme til udlandet? Altså som et fodboldfagligt spørgsmål – og ikke et spørgsmål der går på, at de skal gøres ”hårde nok” til at tåle mosten i international topfodbold (hjernevaskes!). Undskyld, men hvorfor har vi med den ene hånd skrevet under på at danske udviklingsmiljøer skal baseres på 1vs1-kompetencer som det absolut primære, mens vi med den anden hånd reelt skriver villigt og ukritisk under på, at vi herhjemme er nogle lallende amatører, der ikke selv kan lære vores børn og unge at ”spille” fodbold…!!??

”Jamen vi er et lille land, og vi har bare ikke den mængde spillere der skal til!”, vil mange konstatere. ”Vrøvl og udenoms-snak”, vil jeg have lov at mene. Se på Island og Belgien og hver deres særkender. Gentag så lige at vi ikke har spillerne der skal til i Danmark – uden at blinke flakkende og utroværdigt med øjnene!

Vi er roliganernes nation – og vi har historiske landsmænd som Sophus Krølben, Harald Nielsen, Finn Laudrup, Johnny Hansen, Per Røntved, Henning Jensen, Morten Olsen, Allan Simonsen, Frank Arnesen, Søren Lerby, Preben Elkjær, Michael Laudrup, Brian Laudrup, Peter Schmeichel, Flemming Povlsen, Thomas Gravesen og Christian Eriksen, hvoriblandt mere end en håndfuld var/er verdensstjerner fra den allerfornemste hylde. Til dem kan vi lægge alle dem, som ikke er nævnt – og alle dem, som vi ikke har været dygtige eller heldige nok til at opdage. Vi har masser af spillere, ikke mindst i dag, der er født med det, der skal til. Vi “gider” bare ikke at arbejde med værdibaseret, rummelig tålmodighed og følger blindt de ovenfra vedtagne (ekskluderende) dogmer…

”Fodbold handler om at vinde”, siger de fleste – og jeg er helt enig. Men hvis man fokuserer alting efter at vinde nu og her, uanset hvad, allerede fra første færd med støvler på og op gennem ungdomsårene, så udvikler man ikke mange fodboldspillere med internationalt eller bare optimalt forløst eliteniveau inden for landets grænser.

”Lige børn leger bedst”, siger mange – underforstået at vi skal sortere spillerne op i niveau og potentiale fra tidlig færd, så de får optimale udviklingsbetingelser. Hmmm… ”Hvad er lige børn?”, spørger jeg. Er der nogen i dette land der kan udpege et fodboldhold med ”lige børn” for mig, så bukker jeg mig gerne eftergivende i støvet… Men det er der ikke! Hvem siger i øvrigt, at de ”skæve børn” (heriblandt de sent vækstende), som mange af de ovennævnte personligheder i den grad hørte og hører til, ikke er langt sjovere og langt mere kvalificerede i færdigmodnet udgave – og dermed langt mere nærende for dansk fodboldkultur fra laveste til øverste niveau. Man er ved at opdage vigtigheden af diversitet på mange andre planer i vores moderne verden. Er det mon sandsynligt, eller bare enkelt konstateret fakta, at det også er en god idé at indføre dette som et kvalitetsstempel og ledelsesbegreb i dansk fodbold!?

Hvordan kan vores forholdsvis logiske misfokus i øvrigt blive til en undren over, hvorfor vi døjer så massivt med at holde de unge mennesker engageret aktivt i sporten!? Måske skyldes det bare, at de unge mennesker simpelthen kan både fornemme og tænke selv – og derfor har regnet ud, at dinosaurernes verden ikke nødvendigvis er det bedste sted at udvikle sig som helt, velafbalanceret menneske med overskud til at få det bedste ud af livet!? Måske var det en anelse klogere, at bringe overskuddet, diversiteten, mangfoldigheden og den individuelle kløgt tilbage i fodboldspillet – også inden for vores egne grænser!? Måske ville en sådan kovending dels bringe helt anderledes kvalitet til dansk talentudvikling – og, hvad vigtigere er, måske ville det bringe perspektivrigt liv tilbage til alle de hensygnende græsrodsklubber..!?

I et forum i Silkeborg for nylig vendte vi et øjeblik følgende spørgsmål: Hvor mange gange i en kamp er det nu lige, at en spiller som Christian Eriksen afdribler og sætter en mand i en direkte duel..?? Nej vel! Det sker vel her og der, men der er masser af kampe, hvor det ikke forekommer en eneste gang (selv om Eriksen fremstår som en af verdens bedste og sjældent spiller en dårlig kamp). Det samme gælder for langt de fleste andre spillertyper på absolut topniveau. Så igen; Hvorfor er det lige, at vi bruger så ekstreme antal af træningstimer i Danmark på at træne 1vs1-kompetencer i isoleret kontekst. Hvorfor er det, at vi ikke bruger den begrænsede mængde af træningstid i ugeplanen til at lære vores spillere at spille spillet efter samme relationelle og spilintelligente ramme som Christian Eriksen og hans holdkammerater – og i øvrigt alle succesrige hold i international fodbold – gør!?

Her er det vigtigt at notere sig, at evnen til at udfordre/finte/fiksere en modstander, i min optik, udvikles langt bedre og langt mere effektfuldt anvendeligt, hvis man netop spiller spillet og lader det komme fra naturens hånd som én af flere gode situationsbestemte valgmuligheder. Det kræver ”kun” at de basale tekniske færdigheder (footwork/hurtige fødder og teknisk koordination af alle anvendelige fodboldbevægelser) er på plads fra de yngste årgange (mig-og-min-bold-fasen). Vi glemmer og/eller undervurderer summen af følgende kloge ord i hele vores tilgang til træning og coaching…

“Technique is not being able to juggle a ball a 1000 times. Anyone can do that by practicing. Then you can work in the circus. Technique is passing the ball with one touch, with the right speed, at the right foot of your team mate.” – Johan Cruyff

Har man spillere i en trup med ganske særlige tekniske eller eksplosivitetsmæssige anlæg for at udfordre kunne man naturligvis vælge at træne 1vs1 ekstraordinært med disse spillere – men for langt de fleste afgørende/bærende udgaver af en moderne fodboldspiller på absolut topniveau giver det ingen mening at træne disse færdigheder på måder, der er taget ud af spillemæssig kontekst. Det giver til gengæld uendelige mængder af mening at stimulere spillernes evne til at udfordre/finte/fiksere i en spillemæssig kontekst, hvor situationen og evnen til at time sit valg udgør forskellen mellem succes og fiasko med aktionen.

Der er netop ankommet nye frisktrykte eksemplarer af STREET POSSESSION (både hardbacks og paperbacks) til mit hjemmelager, hvormed jeg igen kan levere bøger meget hurtigere end ved køb via saxo og øvrige boghandler, hvor der fortsat er nogle ugers leveringstid. STREET POSSESSION kredser omkring bl.a. vores ekskluderende fejlfokus på 1vs1-kompetencer og problemstillingerne i overdrevet detaljespecifik og skabelonbaseret træning generelt. Ikke mindst giver den naturligvis bud på, hvordan man ændrer sit fodboldmæssige udsyn og sætter en ny og meget mere bæredygtig dagsorden.

Køb bogen her: https://street-possession.dk/shop/

Hør radioindslag fra ultimo 2018 her: https://www.youtube.com/watch?v=DrudEMN3dQk

Er din klub interesseret i et bogforedrag eller en inspirationsaften, så kan jeg træffes pr. mail på info@street-possession.dk eller pr. telefon på 24 25 55 26.

I ønskes et fantastisk år 2019 ude omkring på banerne!

/Henrik Mølbjerg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi holder dine data private, og deler dem kun med tredjeparter, der gør denne ydelse mulig. Læs vores privatlivspolitik.

Skriv et svar