Jul og nytår nærmer sig hastigt og netop den tid på året bruger man ofte til at se tilbage og mindes forgangne tider. Jul og nytår er stadig forbundet med historiefortælling som ellers er blevet en mangelvare i vore dages hæsblæsende fokus på næste mål og næste bedrift. Hvorfor jagter vi så blindt det næste fix i en overeksponeret verden, hvor vi har det med at gøre ting til en hel masse før de i virkeligheden er det – og hvor vi netop derfor overser de største ting i de små nære sammenhænge? Jul og nytår er måske en af de få tilbageværende tidslommer i løbet af kalenderåret, hvor vi bliver mindet om, at vi faktisk ”bare” er rigtige, levende mennesker med minder, drømme og følelser. Det gør ondt og er en hård, tilbagevendende refleksion for nogle, men heldigvis er det en godtgørende helle for de fleste – i hvert fald når vi lige er kommet ned i gear…
2018 blev året hvor nogle af os måtte sige farvel til nogen vi holder af. Det blev også året hvor alle danskere måtte sige farvel til kendte ansigter som altid synes at have varmet på nethinden. Bl.a. sagde vi farvel til nationalskjalden Kim Larsen, hvilket vel gjorde ondt på selv den mest tykskallede og forhærdede dansker. Kim Larsen har, om nogen, kunnet minde os om, hvem vi er og, fremfor alt, hvem vi ikke er i det lille forvildede kongerige og det engang så yndige land. Han fik på sin helt egen gadedrengeagtige facon gjort enhver dansker lige en tand mere dansk og lige en tand mere menneskelig, end vi til daglig evner at huske os selv på at være. Måske er han blandt de allerstørste danskere i min tid, når jeg lige tænker efter – selv om han fastholdt at han jo bare var en spillemand, der ikke kunne finde ud af andet.
Heldigvis lever Larsens sange og historier videre i en meget stor del af os – også i undertegnede. Som aktiv spillemand gennem snart 35 år har jeg selv en lille skæv og personlig historie omkring Kim Larsen. Jeg nåede faktisk aldrig selv at opleve en af hans koncerter på nærmeste hold, trods min status af fan siden teenageårene. Jeg havde altid lige et lille job der skulle spilles, når muligheden ellers var oplagt. Til gengæld oplevede jeg hele tre gange at spille på Café Grønttorvet i Odense med Larsen stående i baren iklædt sixpence og bajersk øl som venligt engageret publikummer, mens han hyggede med stampublikummet og samlede indtryk til de næste sange. Jeg formastede mig endda til at spille flere af mine egne Larsen-favoritter, mens mesteren selv sad og slog takten an på barens fodspark. Det er en af de små selvoplevede historier, som jeg glæder mig til at fortælle børnebørnene, når de engang bliver gamle nok til at forstå den gamle hyperromantiker med passion for musik og fodbold. Historierne er det, der gør os til dem vi er – og historierne er dem, der binder os sammen fra inderst til yderst. Uden historierne er vi, undskyld udtrykket, ikke en gammel skid, når det kommer til stykket!!
I fodboldens hypede verden er dette en sandhed som godt kan give anledning til lidt eftertænksomhed. Vi elsker således også de gode fodboldhistorier, hvis vi altså er gale med fodbold og har nogle gode historier på nethinden – og i øvrigt er gamle nok til at huske, da de mere tidsbestandige danske fodboldhistorier blev skrevet.
Da jeg var dreng var det Henning Jensen og Allan Simonsen, der var de store, altoverskyggende stjerner på den danske fodboldhimmel. Begge var fantastiske historier på hver deres måde. Allan Simonsen bl.a. grundet sin undseelige størrelse og sine iøjnefaldende, lynhurtige finurligheder. Henning Jensen fordi han pludselig bragede igennem som superdynamisk verdensstjerne ud af nærmest ingenting. Henning Jensen deltog som 21-årig tilfældigt udtaget seriespiller i en træningskamp mod det danske landshold i de spæde 70´ere. Uhørt og sensationelt spillede serieholdet 4-4 mod landsholdet efter faktisk at have ført 4-3. Jensen scorede selv tre gange og assisterede på den sidste for øjnene af en lille flok måbende tilskuere.
Herefter kom Jensen, fortsat som seriespiller, selv på det danske landshold, hvor han var blandt de førende profiler på det hold der kvalificerede Danmark til OL i 1972. Jensen kom dog ikke selv med til OL, da han i mellemtiden var blevet hentet til Tyskland som professionel og derfor ikke måtte deltage. Han blev siden tysk mester to gange, spansk mester to gange og hollandsk mester en enkelt gang, med henholdsvis Borussia München Gladbach, Real Madrid og Ajax Amsterdam, før han sluttede på topplan hos danske AGF og var få øjeblikke fra at hente et nationalt mesterskab også i hjemlandet.
Henning Jensen scorede kort efter sin åbenbaring på verdensscenen et af de bedste hovedstødsmål verden endnu har set, da han på Wembley scorede et teknisk sublimt og aldrig siden kopieret hovedstødsmål efter oplæg fra legendariske Bobby Charlton. Det skete i en særlig international kamp, som skulle markere de nye EF-landes optagelse i Det Europæiske Fællesmarked (forgængeren for EU). Som en rigtig, passioneret fodboldspiller, der spillede fodbold fordi han elskede at spille fodbold, sluttede Henning Jensen i øvrigt af hvor han begyndte – nemlig som seriespiller hjemme på solsiden i Nørresundby.
En anden historie som en del flere helt sikkert relaterer umiddelbart til, da medierne var kommet mere på banen i tiåret efter Jensens storhedstid, er historien om Larsen fra Frederiksberg, som var enhver dommers og enhver træners største skræk som ungdomsspiller. ”Utilpasset og uopdragen” er vist ikke for store ord, hvis man skal tro de mange historier om Larsens eskapader inden for kridtstregerne i de unge år. Denne uvorne skarnsknægt, som han ville være blevet kaldt i Ruder Konges tid, skulle siden blive kendt som ”verdens bedste forward” og højt elsket og respekteret både på og udenfor banen – af både med- og modspillere. Chefen fra Lokeren blev et af tilnavnene, Borgmesteren fra Verona blev et andet. Officielt blev han henholdsvis nummer 2, 3 og 4 i afstemningen om Europas bedste fodboldspiller i årene fra 1983 til 1985 – alle årene i øvrigt med Michel Platini som vinder af hæderen. Preben var, og er, fornavnet og Elkjær selvfølgelig mellemnavnet, hvis nogen skulle være i tvivl…
Det er overordentligt interessant at overveje om sådanne spillere ville kunne ånde og udvikle sig op igennem et talentsystem som det ser ud i Danmark og de fleste andre steder anno 2018. Ville Preben Elkjær Larsen, der hver dag gik over på det nærliggende stadion og spillede bold med brormand og kammeraterne i alle ledige stunder, overhovedet kunne være i sin iltert boblende fodboldkrop, hvis han skulle gelejdes igennem den skole som talenter nede fra 10-års alderen i dag bliver gelejdet igennem. Ville han have udviklet den udsøgte næse for mål scoret med fornemmelse, galskab og masser af tobak som krydderier, hvis han skulle have hørt på detaljeterperier, krav og formaninger fra den ene licensuddannede træner efter den anden op gennem sine hormonfyldte teenageår!? Ville Henning Jensen på noget tidspunkt have kunnet løfte Borussia München Gladbach og selveste Real Madrid til gentagne mesterskaber på de største europæiske scener, hvis han var blevet skolet og rettet til efter en talentlineal lignende dem der bruges i dag….??
Jeg ved ikke hvordan andre specifikt ville besvare sådanne spørgsmål – men jeg tillader mig at mene følgende: ”NEJ, aldrig nogensinde på denne jord!”
Noget helt andet er, at nutidens nøje afrettede, velskolede og medietrænede spillere jo på ingen måde formår at skrive historier til eftertiden som spillere i kategori med Jensen, Simonsen og Larsen gjorde – på hver deres måde. Faktisk har de jo ikke en chance for at gøre netop det. En af de få spillere der rimer en anelse på den slags i nyere tid er vel svenske Zlatan – men han er også nu af ældre dato. I dag er der således i stort set alle tilfælde fuldstændig styr på hvad man siger foran rullende kameraer og tændte mikrofoner. Glipper det er man ude på tynd is som forsidestof på den værste måde – og ofte historie på den mindre heldige måde i sin klub.
De vildeste eskapader man i dag kan tillade sig uden at blive stillet til regnskab på fodboldens øverste hylder kan ses som store flader af tatoveringer og/eller som markante, kreative frisurer som selv det stærkeste spejl har svært ved at se på uden at revne af forundring. Forklaringen er vel, ad omveje, at mennesket har behov for at udtrykke sig – og det er fuldt forståeligt, når man nu er overvåget og reguleret på det meste, at man gør det på anden vis end via fodbolden. I dag holder man f.eks. hånden op for munden – selv på banen – når man siger noget til nogen – for tænk hvis nogen kunne mundaflæse, hvad der blev sagt og kunne bruge det til noget mod en selv eller ens hold. I dag er kameraholdene med i de dampende omklædningsrum efter kampene. Kort sagt: I dag har ingen lov til at udvikle sig til at være sig selv i fodboldens professionelle verden – og i dag er en fodboldspiller allemandseje, specielt hvis han stikker næsen lidt frem, og har derfor uendelig svært ved bare at være sin egen.
Her kunne enhver fodboldspiller lære lidt af de to ovenfor nævnte Larsen´er – Preben Elkjær og Kim – som på hver deres platform og scene har holdt urokkeligt fast i dem de er, har kunnet skille skidt fra snot og på fornem, sober og altid forsvarlig vis givet fanden i, hvad folk har ment om dem. Derfor krakelerer facaden aldrig for sådanne personligheder. De er “the real thing” og ikke endnu et produkt produceret på en eller anden tilfældig talentfabrik. De har netop altid været tro mod dem de er – samtidig med at de har skabt respekt på bedste, omend helt egen og uprøvet, vis omkring sig. Mangler vi sådanne personligheder i dansk fodbold og i det lille kongerige generelt? Ja, det gør vi i den grad! De er der, men de er for få – og man kunne frygte at det er en uddøende race – og det bliver altså ikke bedre af (Zorniger) at vi importerer dem med tyske nummerplader…!!
Er det fordi der ikke længere fødes Jensen´er, Larsen´er, Simonsen´er og Olsen´er i nuancerede farver og personligheder i den danske andedam? Nej, det er det helt sikkert ikke. Forklaringen er, at vi på kryds og tværs er blevet for meget karrierefikserede og for lidt passionsfikserede – og fordi vi ikke udfolder, læser og forstår historierne i små og store udgaver der hvor de faktisk udfolder sig og når de udfolder sig – nede fra de mindste græsrodsspirer og op gennem en rodfæstet ungdom, hvor vi får lov at være dem vi er. Vi vil alle sammen gerne være den næste Messi, den næste Ronaldo, den næste Zlatan – eller den næste Kim Larsen for den sags skyld. Det lader vi os bilde ind, at vi kun kan blive via den akademiserede, systematiserede vej – men netop denne vej er den stærkeste garanti for, at man aldrig nogensinde kommer i den kategori….
Hvad kan vi lære af det i fodboldens verden specifikt…. Tjaeee, det er en spændende overvejelse 😉 Det har jeg ikke kunnet lade være med at skrive en bog om. Et af mine største nytårfortsæt bliver, at få dig til at læse denne bog, STREET POSSESSION, og dernæst få dig på banen med dine egne holdninger, handlinger og input – hvis du elsker fodbolden, og det den kan give menneskebarnet, lige så meget som jeg gør 😊 Du kan købe bogen her på siden – street-possession.dk/shop/ – eller hos udgiveren Saxo eller andre online boghandler. Jeg har netop bestilt flere hardbacks hjem, da det er ved at være småt med lagerbeholdning af dem, men til gengæld har jeg for kort tid siden modtaget en større mængde paperbacks, som også har en lækker trykkvalitet. Ring eller skriv, hvis du er i tvivl om noget!
Super, fantastisk jul og et endnu bedre nytår ønskes til alle fodboldnørder og nørder af andre typer derude. Jeg håber, at I kommer til at nyde begge i fornemt selskab med familie, venner og masser af musik og fodbold!
/Henrik Mølbjerg